.

Trolden Bakketop Trine fylder 10 år

Åbent hus med masser af aktiviteter på søndag – 10 års fødselsdag og Hapa Zome på Quark Naturcenter
Bakketop Trines 10 års fødselsdag fejres på søndag

ARRANGEMENT: På søndag den 6. september slutter Naturens uge med åbent hus på Quark Naturcenter med familievenlige aktiviteter.

Naturens Uge er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets årlige mærkedage, som bidrager og inspirerer til gode naturoplevelser for børn og voksne.
Mellem kl. 10-13 kan du undersøge det eventyrlige liv i søen og på land.

– Vi sørger for alt udstyr og sætter stereolupper frem så du kan se dyrene endnu tættere på. Hvidovrespejderne tænder bålet og sørger for at du kan lave dit eget snobrød, siger Daniel Dam, leder af Quark Naturcenter.
Du kan også gå en hyggelig tur på egen hånd og finde ting på “Natur Bingopladen”.

Der vil være mulighed for at købe kaffe, te og juice.
Desuden er alle gæster velkomne til at slå sig ned på græsset og nyde deres medbragte mad og drikke. Håber vi ses til en dag der fejre naturen.

Spis din have – medbring egne æbler til most
Efteråret er lig med æblehøst og nogle gange kan man ikke nå at spise dem alle. I år er der mulighed for at komme og smage på efterårets gyldne dråber. Skær, kværn og pres æbler i samarbejde med andre. Medbring maks. en bærepose med egne æbler og bidrag til en god æblemost. Medbring gerne en lille flaske til at smage saften.

Hapa zome workshop

Du kan også skabe fine tryk med naturens egne farver og former.

Hvidovre Kunstråd arrangerer drop-in workshop med billedkunstner Anne Munnecke, hvor du prøver kræfter med den japanske trykketeknik: Hapa zome.

I Hapa zome bruger man saft og farvestoffer fra friske blade og blomster til at lave mønstre på stof eller papir ved at banke på dem med en hammer. ”Hapa” betyder blad og ”zome” farve, så enkelt oversat bliver det til ”blad farve”.

Du kan indsamle blade i området omkring Quark og derefter kreere din egen sanke-mulepose, hvor det kun er fantasien der sætter grænser. Du skal ikke medbringe noget hjemmefra.

Trine’s fødselsdag 

Bakketop Trine er i topform og har i 10 års fødselsdagsgave fået nye hænder, fødder og ansigt. Det fejres traditionen tro med en fødselsdagssang og kage kl. 12.30.

– Der er al mulig grund til at fejre Bakketop Trine. Hun har lokket masser af børnefamilier ud i den skønne natur på Avedøresletten, og det håber jeg, at vores trold bliver ved med i fremtiden, siger borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen.

Der vil være mulighed for at købe kaffe, te og juice.
– Desuden er alle gæster velkomne til at slå sig ned på græsset og nyde deres medbragte mad og drikke. Håber vi ses til en dag der fejrer naturen, slutter Daniel Dam.

Del med: