.

Tre koncertoplevelser på tre dage

RIGA byder på forskellige musikalske oplevelser i oktober – også et lokalt navn på scenen
Nicklas Sahl

ARRANGEMENT: Der bliver musikalsk aktivitet på RIGA i Kulturhus Risbjerggaard fra torsdag den 8. til lørdag den 10. oktober, hvor tre meget forskellige koncertoplevelser står på programmet.Koncertweekenden begynder med en udsolgt koncert med Søs Fenger og fortsætter med nye danske navne og en intim solokoncert med Nicklas Sahl.

Fredag den 9. oktober er der fokus på den nye generation af dansk musik, når Kata.pult kl. 20 indtager scenen med support fra Hvidovre-artisten Adel The Second.

Kata.pult bevæger sig mellem indie-melankoli og elektronisk energi og skriver direkte og personlige sange om de følelser og udfordringer, der følger med livet. Bandet fik blandt andet opmærksomhed med singlen Lys for oven, som blev spillet på P5, og udgav i 2025 deres første EP, Kata.log.

Med på aftenen er Adel The Second. Han debuterede i 2025 med The Unluckiest Boy Alive på en af Danmarks største scener ved Dansk Melodi Grand Prix. Siden har han udgivet en række singler og en dansksproget EP og arbejder videre i et popunivers, hvor optimistiske, orkestrale arrangementer står i kontrast til mere melankolske og personlige tekster.
Billetter til ståpladser koster 75 kr. + gebyr i forsalg inkl. én øl eller vand – og 95 kr. i døren.

Nicklas Sahl solo

Lørdag den 10. oktober kl 20 er det Nicklas Sahl, der står på scenen. Han tager på soloturné med sin guitar og sit nye album nicklas, hvor han undersøger det at turde stå ved, hvem man er – med både styrker og svagheder.

I modsætning til de større koncerter, som Nicklas Sahl normalt forbindes med, står han denne aften alene på scenen. Det giver plads til sangene, fortællingerne og kontakten mellem artist og publikum.

Nicklas Sahl har gennem de seneste år slået sit navn fast på den danske musikscene med hits som New Eyes, Planets og Four Walls. Med fire album bag sig kommer han på RIGA i et format, hvor musikken kommer helt tæt på.

Billetter til unummererede siddepladser koster 295 kr. + gebyr i forsalg og 330 kr. ved døren.

Del med: