.

Tre guldmedaljer og en sølvmedalje i Sverige

Flot start på sæsonen for HIF’s ungdomshold
HIF' i 2013 rækkerne vandt guld

HÅNDBOLD:  Selv om sæsonen knap nok er gået i gang, beviste flere af Hvidovre IF’s talentfulde ungdomshold, at medaljehøsteren allerede er sat i gear.
Således blev der leveret flere flotte præstationer, da 10 af HIF’s U13- og U15-hold i weekenden krydsede Øresund og spillede med i Helsingborg Cup, som er et større og godt besat svensk stævne, hvor holdene er inddelt i de enkelte årgange.

Bedst gik det for HIF’s U13-drenge, der havde fire hold med i 2013- og 2014-rækkerne, hvor det i begge A-rækker blev til Hvidovre-guld.

På U15-siden vandt HIF’s ene drengehold i årgang 2012 guld i B-rækkens B-finale.

Også tre U15-pigehold fra HIF var med på turen til Sverige. Her blev det til en flot sølvmedalje i A-rækken for årgang 2012, mens det i B-rækken blev til guld i B-slutspillet.

– Det var et supergodt opstartsstævne og altid spændende at møde nogle hold, vi ikke møder til hverdag. Det var selvfølgelig dejligt med nogle sejre, men lige så vigtigt var det, at vi alle sammen blev rystet godt sammen igen efter sommerferien, siger Lars Furbo, der sammen med Daniel Dam er trupansvarlig for U15-drengene.

Del med: