.

Når loyalitet bliver livsfarlig

Leif Davidsen fortæller om ’Requiem for Rusland’
Leif Davidsen. Foto: Thomas Howalt Andersen

ARRANGEMENT: To fædrelande Hvad sker der, når en mand bliver tvunget til at vælge mellem sine to fædrelande? Og hvad fortæller hans historie om det Rusland, vi ser i dag? Dette er omdrejningspunktet, når forfatteren Leif Davidsen gæster Avedøre Bibliotek og Kulturhus mandag den 5. oktober kl. 17-19, med et foredrag om sin nyeste roman ’Requiem for Rusland’.

I romanen møder vi Tor Alexandr Arnborg, en dansk-russisk specialsoldat, der har trukket sig tilbage til et stille liv i den russiske provins. Men da en gammel æresgæld kræver at blive betalt, bliver han trukket tilbage i en verden af efterretningstjenester, politiske magtspil og farlige valg. Fanget mellem Danmark og Rusland må han beslutte, hvem hans loyalitet tilhører. Et valg, hvor prisen kan være livet.

Medrivende spænding

’Requiem for Rusland’ er både en medrivende spændingsroman og et portræt af et land i forandring. Gennem Tor Alexandr Arnborgs historie skildrer Leif Davidsen Ruslands bevægelse fra de håbefulde år efter Sovjetunionens fald til nutidens krig, kontrol og stigende konfrontation med Vesten. Foredraget tager udgangspunkt i romanen, men handler også om Rusland og Ukraine og bygger på Leif Davidsens utallige rejser til Rusland de sidste 30 år og hans personlige forhold til det store, krigsførende land. Leif Davidsen er kendt for at forene storpolitik med personlige skæbner, der rammes af verdens konflikter. Med sin karakteristiske blanding af indsigt, humor og nærvær gør han komplekse emner levende og vedkommende for sit publikum.

Billetter købes på Hvidovrebibliotekernes hjemmeside www.hvidovrebib.dk eller ved fremmøde på et af de to biblioteker. Prisen er 75 kr. inkl. billetgebyr.

 

Del med: