.

Dutz gik målamok i ny storsejr

Storsejr til HIF's Københavns-serie hold
Kalle Dutz blev den helt store HIF-profil med fire mål.

FODBOLD:  Endnu en gang tog HIFs Københavnsserie-mandskab en stor sejr, da holdet hjemme besejrede Dragør BK med 5-3.

Det var ellers ikke, fordi HIF spillede nogen stor første halvleg. Gæsterne dominerede spillet, og allerede efter syv minutter måtte anfører Louis Gronemann trække i nødbremsen og nedlægge en Dragør-angriber i feltet. Heldigvis for HIF gik keeper Sander Papuga til den rigtige side og fik reddet straffesparket.

Efter en halv time kom HIF stik imod spil og chancer foran 1-0. Maxi Trajano sendte et frispark ind mod bagerste del af det lille felt, hvor Kalle Dutz dukkede op og headede hjemmeholdet i front.

Føringen holdt dog kun i ti minutter, før gæsterne sendte et fladt indlæg ind i det lille felt, som blev dirigeret ind bag Papuga til pausestillingen 1-1.

I anden halvleg slog HIF igen til på en dødbold. Tobias Dahl stod fri ude i højre side og sendte et indlæg ind i hovedet på Oscar Jeppesen, der bragte HIF tilbage i front.

Efter en times spil var Kalle Dutz på pletten igen. Sivajan Sivakumar fandt ham inde i det lille felt, og Dutz gjorde det sikkert til 3-1.

Dragør fik dog hurtigt bragt spændingen tilbage i opgøret, da Tobias Damkjær dukkede op på et hjørnespark og reducerede til 2-3.

Nu begyndte målene for alvor at vælte ind. Blot to minutter efter reduceringen fik HIF tilkendt et straffespark, som Kalle Dutz sikkert udnyttede til at fuldende sit hattrick.

Dutz var dog langt fra færdig. Kort før tid kom han alene med keeperen og nettede for fjerde gang i kampen til 5-2. Fire minutter inde i overtiden fik Dragør pyntet på resultatet med en scoring til slutstillingen 5-3.
Med sejren ligger HIF nummer ét i rækken efter to kampe med maksimumpoint og en målscore på 10-3. Næste opgave venter søndag, hvor holdet igen spiller hjemme – denne gang mod FB kl. 14.

ka-ma

Del med: