ARRANGEMENT: På søndag den 6. september kl. 12 kan du opleve en af dansk cirkus’ mest folkekære artister, når Benny Schumann indtager Fægtesalen med en forestilling fuld af humor, imponerende færdigheder og klassisk cirkuscharme.
Børn, forældre og bedsteforældre kan glæde sig til en underholdende oplevelse for alle aldre, når Benny præsenterer nogle af sine bedste og sjoveste numre. Publikum kan blandt andet opleve Benny folde sig ud som klovn, bugtaler, spintallerken-jonglør, tryllekunstner og opblæst akrobat i en forestilling, hvor grin og forundring går hånd i hånd.
Benny Schumann er med sine 81 år en erfaren artist og formidler af den klassiske cirkustradition, og med sit særlige talent for at få publikum med i forestillingen skaber han en nærværende oplevelse, hvor både børn og voksne bliver fanget af magien. Forestillingen med Benny Schumann inkl. entré til museet koster 20,- for børn og 95,- for voksne.
Inden forestillingen kan hele familien kl. 10-11.30 give den gas med alverdens cirkusdiscipliner i salen under kyndig vejledning af museets professionelle cirkusartist. På selve museet er der mulighed for at løse sjove opgaver i udstillingen, besøge det nyindrettede legeunivers og slippe fantasien løs på det Kreative Værksted.
Forestillingen med Benny Schumann er en del af Cirkusmuseets festival Ta’daa, som i år markerer museets 25-års jubilæum. Festivalen byder også på Cirkus Varieté for det voksne publikum fredag d. 4. september kl. 20. Prisen er 150,-, og baren er åben fra kl. 19.
Man kan få mere info og billetter på cirkusmuseet.dk