ATLETIK: Efter en gyserfinale ved DM på Østerbro Stadion i forrige weekend, der sluttede med et guldkast på 60,04 meter i allersidste forsøg i diskoskonkurrencen, sikrede Annesofie ”Anso” Hartmann Nielsen sig også deltagelse i årets højdepunkt, EM i engelske Birmingham. Hun skal i kval.runde i dag – onsdag – enten kl. 10.40 eller 12 afhængigt af hvilken kval.gruppe lodtrækningen placerer hende i. Hvis hun kvalificerer sig til finalen, hvilket ikke er helt umuligt, foregår den fredag aften kl. 20.30. Alle konkurrencerne kan følges på DR’s kanaler.
Medaljer til klubben
DM stævnet på Østerbro Stadion gav i øvrigt mere ædelt metal til Hvidovre Atletik & Motion, idet Zarah Buchwald for tredje gang i karrieren kæmpede sig til guld i kvindernes 400 meter i den fine tid 53,74 sek. Zarah slog tidligere på sæsonen med supertiden 53,52 sek. Hvidovres legendariske løber, Annelise Damm Olesens mosgroede klubrekord (sat i 1969), en tid der placerer hende som en flot nr. 5 på ”alletiders bedste” danske rangliste på distancen.
Endnu en DM medalje til Hvidovre AM blev sikret af hammerkasteren Cæcilie Højer McClure, der kastede sig til sølv med et kast på 54,96. Sammenholdt med resultaterne fra DM ugen i Herning tidligere på sommeren, hvor udvalgte discipliner blevet afholdt, blev den samlede DM medaljehøst til klubben så fin som tre guld, to sølv og en bronzemedalje.