.

Kommunen undersøger sagen

Borgmesteren svarer på kritikken i sagen om huslejestigningen i HvidovreBo afd. 4
Anders Wolf Frisdahl Andresen

NYHEDER: Hvidovre Kommune er nu gået ind i sagen om huslejestigningen i HvidovreBo afdeling 4. Borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (F) oplyser, at kommunen undersøger, om stigningen er gennemført i overensstemmelse med reglerne.

– Beboeren har allerede modtaget svar den 5. november, oplyser borgmesteren, der er formand for såvel Økonomiudvalget som Kommunalbestyrelsen.

Og på spørgsmålet om, hvorvidt borgmesteren anser den gennemførte huslejestigning fra 1. marts 2025 for at være i overensstemmelse med kommunens egen beslutning 6, lyder det:

– Jeg synes, det er helt rimeligt at stille spørgsmål ved, om det er hensigtsmæssigt, at beboerne skal betale en højere husleje, før de får glæde af de forbedringer, som stigningen skal finansiere.

– Kommunalbestyrelsen godkendte den 25. februar 2025 en huslejestigning på 18,21 pct. i forbindelse med renoveringen af boligerne. Men det er selvfølgelig afgørende, at stigningen gennemføres i overensstemmelse med de regler, der gælder på området. Derfor er kommunen nu ved at undersøge sagen nærmere og vil gå i dialog med HvidovreBo for at for at få deres vurdering af sagen.

Ifølge borgmesteren er det afgørende efter reglerne, hvornår forbedringerne er taget i brug – ikke alene hvornår lånet er optaget, eller hvornår arbejdet er gået i gang.

– Hvis det viser sig, at huslejestigningen er sket i strid med almenlejeloven, skal kommunen selvfølgelig reagere. Som tilsynsmyndighed har vi pligt til at gribe ind, hvis der er grund til at tro, at en boligorganisation ikke følger reglerne, siger borgmesteren.

– Det er dog vigtigt at få undersøgt de konkrete forhold, og derfor går vi nu i dialog med HvidovreBo. Det afgørende efter reglerne er, hvornår forbedringerne er taget i brug – ikke alene hvornår lånet er optaget, eller hvornår arbejdet er gået i gang. Derfor skal vi have sagen ordentligt belyst, før vi kan tage stilling til, om der er grundlag for at gribe ind.

Kommunen er i gang med at undersøge sagen nærmere for at få belyst de konkrete omstændigheder omkring huslejestigningen og vurdere, om den er gennemført i overensstemmelse med reglerne.

– Det indebærer også, at vi vil gå i dialog med FA09/HvidovreBo for at få de nødvendige oplysninger om sagen. Hvis undersøgelsen viser, at reglerne ikke er overholdt, skal kommunen selvfølgelig reagere og tage de nødvendige skridt for at sikre, at forholdene bliver bragt i orden, siger borgmesteren.

– Det er vigtigt for mig, at beboerne kan have tillid til, at reglerne bliver fulgt, og at kommunen tager sit tilsynsansvar alvorligt.

Forlig: ”Et mellemværende mellem beboerne og boligorganisationen”

Kim Paulsen har udtrykt håb om, at parterne kan nå et forlig. Her er kommunen dog ikke indstillet på at lægge sig imellem, hvis sagen ender med krav om tilbagebetaling af allerede opkrævet husleje:

– Jeg håber først og fremmest, at vi med kommunens undersøgelse kan få skabt klarhed over sagen. Jeg kan godt forstå, hvis beboerne ønsker svar på, om huslejestigningen er opkrævet korrekt, og hvad det betyder for dem, siger borgmesteren.

– Hvis der bliver tale om spørgsmål om tilbagebetaling af allerede opkrævet husleje, er det dog et mellemværende mellem beboerne og boligorganisationen, som kommunen ikke kan afgøre. Men vi vil naturligvis gerne bidrage til, at der kommer klarhed over sagen.

Dermed står tilbage: HvidovreBo og FA09 afviser kritikken og henviser til den verserende retssag, mens kommunen nu undersøger, om huslejestigningen fra 1. marts 2025 var lovlig. For Kim Paulsen og de øvrige 93 lejere i afdeling 4 handler det potentielt om omkring 10.000 kroner hver – hvis hans læsning af almenlejeloven holder stik.

red

Del med: