.

Luxio Hair er flyttet til torvet

Den 1. oktober åbnede dørene til en ny frisørsalon på Hvidovre Torv
Hong Thi Nguyen

NAVNE: Efter ni år i Hvidovre C har indehaver Hong Thi Nguyen sagt farvel til sit gamle lokale. Huslejen blev simpelthen for høj, og salonen Luxio Hair måtte ud på markedet efter nye lokaler – og de blev heldigvis fundet i Hvidovre.

– Faktisk var det en af mine faste kunder, der fandt lokalerne her på torvet til mig, fortæller Hong Thi Nguyen med et smil.
Fra Vietnam til Hvidovre

Hong kommer oprindeligt fra Vietnam og har boet i Danmark i 20 år. Gennem årene har hun arbejdet mange forskellige steder i landet, og hun er udover uddannelsen som frisør også uddannet kok. Men frisørfaget trak mest, og i dag kan kunderne glæde sig over hendes dygtige hånd og gode humør.
Det er ikke kun Hong selv, der er glad for de nye omgivelser. De mange år i branchen har givet hende en stor fast og loyal kundekreds, som er fulgt med fra Hvidovre C.

– Vi er så glade for, at Hong nu har fundet et godt lokale her i Hvidovre, så vi kan beholde vores dejlige og dygtige frisør i byen, lyder det fra kunderne.

Flotte nye lokaler

De nye lokaler på Hvidovre Torv 6 er nyistandsatte og Hong er selv meget glad for sit nye ”hjem”.

Luxio Hair holder åbent mandag til fredag kl. 9-17.30 og lørdag kl. 9-14. Hele oktober måned byder salonen desuden på et åbningstilbud til alle kunder – gamle som nye.

red

Del med: