.

Lokalbrag med vigtige point på spil

Der er lagt op til endnu et intenst lokalopgør, når BK Friheden og Avedøre IF lørdag tørner sammen
Der er vigtige point på spil på lørdag, når BK Friheden og Avedøre IF igen tørner sammen.

FODBOLD: Der er både håneret og vigtige point på spil, når BK Friheden og Avedøre IF lørdag mødes til lokalopgør på Strandmarkens Fritidscenter. Begge Hvidovre-klubber er med i toppen af Serie 1.

Turneringen er nået halvvejs, og kampen om de øverste placeringer begynder for alvor at spidse til. Derfor kan lørdagens lokalopgør få betydning for mere end blot den lokale håneret.

De to klubber mødtes også i sæsonpremieren. Her blev Jeppe Feltsen matchvinder, da han med en sen scoring sikrede BK Friheden sejren og håneretten.
Avedøre IF har siden fået godt gang i pointindsamlingen og indtager inden weekendens kampe tredjepladsen, blot tre point efter Vallensbæk på førstepladsen. Formen ser også lovende ud efter weekendens sikre 4-1-sejr over Karlslunde.

BK Friheden kommer dog også til lokalopgøret med masser af selvtillid. I seneste runde leverede holdet en overbevisende præstation og besejrede Herfølge BK med hele 5-0.

Der er derfor lagt op til et interessant opgør mellem de to 2650-klubber, når der fløjtes op lørdag kl. 12 på Strandmarkens Fritidscenter.

red

Del med: