FODBOLD: Der var masser af aktion hos byens serieklubber i weekenden, der blandt andet bød på et nyt lokalopgør mellem BK Friheden og Avedøre IF i Serie 2.
Delte lokalopgøret
BK Friheden havde håneretten efter sejren i sæsonens første indbyrdes opgør, og det var også hjemmeholdet, der først fik noget at juble over på Strandmarkens Fritidscenter.
Efter et kvarter erobrede Friheden bolden, mens Avedøre stod højt på banen. Magnus Gade Jensen fandt Nicolas Dyregaard, der bragte de blåblusede foran 1-0.
Avedøre svarede dog hurtigt igen. Sebastian Schou Fosgaard sendte bolden flot op i hjørnet og udlignede til 1-1.
Efter pausen var det Avedøre, der sad på det meste af spillet og også skabte mulighederne for at afgøre kampen. Trods overtaget lykkedes det ikke de stribede at få bolden i nettet igen, og dermed måtte de to lokalrivaler nøjes med et point hver.
Med pointdelingen er Avedøre tre point fra en oprykningsplads, mens BK Friheden har seks point op.
Rosenhøj tog anden sejr i træk
Efter en svær start på sæsonen har Rosenhøj BK fået bedre fat. Lørdag eftermiddag blev det til den anden sejr i træk, da IF Bytoften kom på besøg.
Alieu Njie kom på måltavlen en enkelt gang, mens Nicolai Milton Ricks scorede to gange i 3-2-sejren.
De tre point sender samtidig Rosenhøj op over nedrykningsstregen.
HIF kom ned på jorden
Efter sidste weekends vigtige sejr over Fremad Valby kom HIF ned på jorden igen, da Vigerslev gæstede Hvidovre i herrernes Københavnsserie.
Efter 14 minutter kom gæsterne foran. En Vigerslev-spiller erobrede bolden på egen banehalvdel, spillede sig igennem HIF’s genpres og fik bolden ud på kanten, inden han selv afsluttede angrebet med scoringen til 1-0.
Kort efter udnyttede Vigerslev et frispark i HIF’s højre side til at fordoble føringen, og kort før pausen blev det også 3-0 til gæsterne.
HIF fik reduceret til 1-3 kort før tid, men tættere på kom hjemmeholdet ikke.
HIF-kvinder på oprykningskurs
I sidste sæson glippede oprykningen for HIF’s kvinder, men igen i år ser Københavnsserie-holdet ud til at skulle spille med om førstepladsen.
Det blev understreget i weekenden, hvor bundholdet Kastrup blev besejret med hele 10-1.
HIF havde allerede afgjort kampen inden pausen med en føring på 5-0. Mie Marott både åbnede og lukkede målfesten i første halvleg.
Efter pausen fortsatte HIF målscoringen. Karoline Rasmussen gjorde det til 6-0 efter seks minutter, inden Mie Marott senere kom på tavlen for tredje gang i kampen.
Også Sofie Rossen og Caroline Buch blev noteret for scoringer, inden Manna Meyer fra straffesparkspletten lukkede kampen til 10-1.
Den store sejr betyder, at HIF indtager førstepladsen i rækken, tre point foran Viking/RIK, der dog har spillet en kamp mindre.
sport