ARRANGEMENT: Penge er efterhånden mest noget, som er rent digitalt og inde bag en skærm, og derfor bliver sværere at overskue og styre. Samtidig er økonomi endnu ikke på skoleskemaet og mange unge, der heller ikke får viden om penge hjemmefra, kan sidde tilbage med mange spørgsmål om, hvordan de skal håndtere deres privatøkonomi.
Denne eftermiddag kan de få mere viden om alt dette og selv stille spørgsmål til økonomi. Det sker, når foreningen Unge Aktionærer kommer forbi Hovedbiblioteket og giver et boost til alle unge og deres privatøkonomi. Her vil de fortælle om opsparing, aktier og investering, så det er til at forstå. Så giv din sparegris et kærlig klap bagi denne dag og gå i gang med at få total kontrol over dine egne penge! Du bliver ikke millionær på et øjeblik efter denne eftermiddag, men du bliver meget mere sikker på, hvad du kan gøre med dine penge.
Arrangementet er for unge fra 13 år og foregår torsdag den 1. oktober kl. 17.00-18.30 på Hovedbiblioteket. Billetten er gratis og kan fås på www.hvidovrebib.dk eller på et af bibliotekerne i kommunen.