ARRANGEMENT: Rigtig mange af os har set den populære film ”Bohemian Rhapsody” om en af rockhistoriens store sværvægtere, nemlig bandet Queen med Freddie Mercury i front. Som bekendt døde Mercury tilbage i 1991, men ville være fyldt 80 år den 5. september i år.
Dette fejrer hovedbiblioteket med en fredagsbar og dertilhørende foredrag ved Morten Nielsen, som er Queen-specialist og radiovært. Siden Mortens første møde med Queen er det blevet til adskillige koncerter og rejser rundt om i verden og til en flot samling af plader, autografer og alverdens memorabilia. I aftenens foredrag fortæller han hele historien i form af anekdoter, fakta, historier, billeder, videoklip og ikke mindst lydeksempler.
Fredagsbaren ”We will rock you” finder sted på fredag den 4. september kl. 19-21 på Hvidovre Hovedbibliotek, og billetter á 50 kr. kan købes via hvidovrebib.dk eller direkte på et af kommunens biblioteker. Med i billetten følger der en gratis øl eller sodavand.