LÆSERDEBAT: Jeg er mor til fire drenge, og jeg kan stadig huske den særlige form for hverdagsstress, der opstod, når man hentede et barn klokken 16.30 og opdagede, at flyverdragten var revnet, vinterstøvlerne var blevet for små, eller idrætsskoene skulle bruges næste morgen.
På det tidspunkt har man ikke brug for en webshop med levering om tre dage og en optimistisk besked om, at pakken måske kommer mellem kl. 8 og 22. Man har heller ikke nødvendigvis tid, bil eller mentalt overskud til at køre til Rødovre Centrum, Fields eller Fisketorvet med trætte børn på bagsædet. Man har brug for en lokal butik, hvor problemet kan løses, inden der også skal laves aftensmad, smøres madpakker og puttes børn i seng.
Det er derfor, detailhandel ikke kun handler om at shoppe, men om hverdagsliv.
Med lukningen af Intersport i Frihedens Butikscenter har Hvidovre mistet den sidste store sportsbutik i en kommune med mere end 54.000 indbyggere. Det er blevet endnu sværere at købe et par almindelige sko, sportstøj eller en vinterjakke uden at forlade kommunen.
Ja, vi har stadig enkelte gode specialbutikker, som fortjener al den opbakning, de kan få. Men det brede og almindelige udvalg er efterhånden blevet så tyndt, at Hvidovre i stigende grad er blevet en by, vi bor i – men handler udenfor.
Det rammer børnefamilier, men også ældre, unge og borgere uden bil. For dem er det ikke nødvendigvis bare en lille omvej at tage til en nabokommune. Det kan være forskellen på, om man selv kan klare sit indkøb, eller om man skal bede andre om hjælp.
For mange seniorer handler det også om selvstændighed — om at kunne købe et par gode sko, en vinterjakke eller en gave til barnebarnet uden at skulle koordinere lift, busplan og familiekalender. Det er ikke luksus, men en del af at kunne klare sig selv i sin egen by.
Hvidovre har to store butikscentre, men begge er på private hænder. Kommunen kan ikke bestemme, hvilke butikker der skal flytte ind, eller hvad huslejen skal være. Når huslejerne bliver så høje, at en almindelig tøj-, sko- eller sportsbutik har svært ved at skabe en bæredygtig forretning, får det konsekvenser for hele byen.
Så risikerer vi tomme lokaler eller centre, hvor detailhandlen gradvist bliver erstattet af klinikker, fitness, skønhedsbehandlinger og andre serviceerhverv. De tilbud kan sagtens være gode og bidrage til aktivitet, men de kan ikke erstatte de butikker, man har brug for, når flyverdragten revner, skoene pludselig er for små, eller der mangler en hvid skjorte til skolefesten næste dag.
Centrene er privatejede, men konsekvenserne af deres udvikling er ikke kun en privat sag. Det bliver et fælles problem, når borgerne mister muligheden for at klare almindelige indkøb i deres egen by, og endnu flere af vores penge bliver lagt i nabokommunerne.
Kommunens egen detailhandelsanalyse advarede allerede i 2020 om, at udvalgsvarehandlen var under pres, og at en stor del af Hvidovreborgernes forbrug blev lagt uden for kommunen. Seks år senere må vi konstatere, at udviklingen er fortsat.
Selvfølgelig kan kommunen ikke pålægge Intersport eller andre kæder at blive i Hvidovre. Men politikerne kan heller ikke bare trække på skuldrene og henvise til markedskræfterne.
Vi har brug for en ny og konkret strategi for Hvidovres handelsliv — en strategi, der ikke kun tæller antallet af virksomheder, men undersøger, hvilke almindelige indkøbsmuligheder borgerne faktisk har mistet.
Kommunen bør samle centrenes ejere, udlejerne langs Hvidovrevej og de lokale erhvervsdrivende om en forpligtende plan for huslejeniveauer, tomme lokaler og tiltrækning af nye butikker.
Og når vi bygger nye boliger og får flere indbyggere, skal vi ikke kun spørge, hvor folk skal bo. Vi skal også spørge, hvor de skal handle, mødes og få hverdagen til at hænge sammen.
Borgerne har naturligvis også et ansvar for at handle lokalt. Men vi kan ikke bede folk om at lægge deres indkøb i Hvidovre, hvis de varer, de har brug for, ikke længere kan købes her.
Derfor bør handelslivet behandles som en del af byens hverdagsinfrastruktur — på linje med stier, skoler, busser og pleje. Det handler ikke om nostalgi eller om at redde alle butikker for enhver pris, men om, hvilken by Hvidovre skal være.
En by, hvor man kun sover — eller en by, hvor man også kan leve sin hverdag.
Også når flyverdragten revner, skoene klemmer, og webshoppen stadig bare siger “undervejs”.
Maria Durhuus
