.
ANNONCE

En række nye tiltag i curlingklubben

Hvidovre Curling Club har netop åbnet dørene for en ny sæson – træningssamling på søndag
(Foto: Hvidovre Curling Club)

CURLING: Hvidovre Curling Club (HCC) er en aktiv forening, der i løbet af sæsonen afvikler hele seks egne turneringer. Heriblandt finder man turneringer for klubbens nye medlemmer, en åben motionsturnering, en juniorturnering, en eliteturnering for hold samt en mixed double-turnering. Dermed er der noget for enhver smag og niveau i klubben.

Elitespillerne kom allerede på isen i begyndelsen af august, mens de øvrige medlemmer mødtes for første gang sidste mandag, hvor der blev spillet ”Høj Hat” – altså curling på tilfældigt blandede hold.

Byder nye medlemmer velkommen

ANNONCE

Klubben oplevede en stor tilgang af nye medlemmer i forbindelse med OL, og for at sikre, at disse kommer godt i gang med sporten, afholder HCC en træningssamling på søndag den 30. august. Her vil en håndfuld øvede medlemmer give gode råd og tips til, hvordan man bliver en etableret spiller.

Nye træningsinitiativer

Bestyrelsen har over sommeren arbejdet på at optimere klubbens aktiviteter. Der er nu oprettet fællestræning hver mandag for nye medlemmer samt for dem, der ikke spiller på faste hold. Derudover er der fælles elitetræning hver tirsdag, hvor elitespillerne kan spille på tværs af holdene og hente inspiration hos hinanden.

Juniortræningen fortsætter hver onsdag klokken 17:30–19:00, og senior+-holdet (for medlemmer over 60 år) træner fortsat hver mandag og onsdag formiddag.

Fokus på det sociale og breddeidræt

Klubbens nye formand, Lillian Frøhling Hansen, udtaler:
– Det er vigtigt for os at forsøge at imødekomme alle medlemmers behov og ønsker. For nye spillere kan det være rart at opleve det sociale ved en turnering i klubben, men det er ikke sjovt at tabe alle kampe. Derfor har vi en turnering forbeholdt nye medlemmer, så de møder andre på deres eget niveau. Vi håber, at andre klubber vil bakke op om initiativerne, da de også har fået mange nye spillere, der kan have glæde af det.

– Vi har stor fokus på vores elitespillere, som ofte er den synlige del af vores sport. Men internt i klubben arbejder vi lige så meget med motionsspillere på alle niveauer. Her er vores fokus på de sociale tiltag, så klubbens medlemmer har lyst til at komme i klubben – også selvom de ikke vil på isen. Derfor har vi netop købt en stor stak brætspil.

– Vores mixed double-turnering blev desværre ikke gennemført sidste år, da den var dårligt placeret i forhold til OL. Det var ærgerligt, for vi havde deltagelse af mange elitehold fra de bedste rækker. Vi glæder os til at se niveauet, når vi nu genoptager turneringen. Vi har haft god succes med at tiltrække dygtige hold til både vores junior- og eliteturneringer, og det er altid en fornøjelse at være tilskuer til en curlingkamp på det niveau. Men det er mindst lige så vigtigt for os at have tilbud til klubbens øvrige medlemmer, ikke mindst Hvidovre Cup, der har været afholdt i hele klubbens levetid.

Hvidovre Curling Club er desuden vært for to danmarksmesterskaber for Dansk Curling Forbund: mixed double samt DM for herrer og damer.

Har man lyst til at prøve at spille curling eller komme forbi som tilskuer, kan man følge klubbens aktiviteter på hcc.dk eller skrive til hcc@hcc.dk.

red

Del med:
ANNONCE
Lokale nyheder fra Hvidovre
Hvidovrevej 109, 2650 Hvidovre
Tlf. 36 49 55 55
© 2026 LokaMedia