.
ANNONCE

Tredje sejr på stribe sender HIF til tops

Bagou scorede sit 4 sæsonmål
Donovan Bagou

FODBOLD: HIF tog den tredje sæsonsejr på stribe, da holdet på udebane besejrede bundholdet HB Køge med 2-0. Manager Martin Retov havde givet genvalg til de samme elleve spillere, som startede i sejren over Esbjerg sidste weekend.

HB Køge var uden sejr og havde fortsat til gode at score sæsonens første mål. Alligevel blev det en meget lige kamp, hvor hjemmeholdet havde bolden mest.

De to hold indledte opgøret i et højt og underholdende tempo. Køge var mest på bolden, men det var HIF, der skabte de største chancer. Især den brandvarme Donavan Bagou var en konstant trussel. Først efter syv minutter, hvor han sendte en afslutning tæt forbi stolpen, og igen efter 17 minutter, hvor han ramte træværket.

ANNONCE

I den sidste del af halvlegen faldt tempoet markant, og de to hold kunne derfor gå til pause med et retfærdigt 0-0-resultat.

HIF satte tempoet op

Efter pausen satte HIF tempoet op, og det havde HB Køge langt sværere ved at følge med i.

Efter fem minutter blev hjemmeholdet reduceret til ti mand i et minut, da Laurits Bust havde modtaget behandling. Det skyldes en ny regel fra denne sæson, hvor en spiller efter behandling på banen skal opholde sig udenfor i en periode.
Det korte overtal udnyttede HIF. Oliver Jensen spillede en god bold til Marius Elvius, der satte tre HB Køge-spillere i højre side af feltet og sendte bolden ind foran mål. Her stod Bagou omgivet af tre modstandere, men angriberen fik alligevel sparket sit fjerde sæsonmål i nettet til 1-0.

Kort efter var Bagou farlig igen, da han sendte bolden tæt forbi stolpen efter oplæg fra Elvius, der generelt havde en fod med i meget af HIFs offensive spil.

Efter 65 minutter blev Oliver Juul nedlagt på kanten af feltet, hvor Louka Prip og Oliver Kjærgaard begge stod klar ved frisparket. Det blev sidstnævnte, der fik chancen, og han kvitterede ved at hamre bolden op i det modsatte hjørne til 2-0.

I de sidste 20 minutter tabte HIF lidt af pusten og kom til at stå for langt tilbage på banen. Hjemmeholdet fik derfor lov til at presse mere på, men blev aldrig for alvor farlige.

Faktisk var HIF tættere på 3-0, da Kjærgaard var tæt på en gentagelse af sin scoring. Fra nogenlunde samme position sendte han endnu et frispark tæt forbi mål.

I overtiden blev der også debut til den 22-årige belgiske nyerhvervelse Nathan Huygevelde.

Med sejren har HIF fået en fremragende start på sæsonen og ligger nu i toppen af rækken sammen med Vejle. Begge hold har ti point, men Vejle indtager førstepladsen på en bedre målscore.

ka-ma

Del med:
ANNONCE
Lokale nyheder fra Hvidovre
Hvidovrevej 109, 2650 Hvidovre
Tlf. 36 49 55 55
© 2026 LokaMedia