.

Et farvel til manden, der skabte Hvidovre Musikskole

Ulf Nordlund mindes ved en højtidelighed i Frederiksberg Hospitalskirke søndag den 23. august
ULF NORDLUND – han dedikerede sit liv til at hjælpe børn og unge ind i musikken.

NAVNE: Mange i Hvidovre husker stadig med stor taknemlighed Ulf Nordlund, manden der utvivlsomt spillede hovedrollen bag skabelsen af Hvidovre Musikskole i begyndelsen af 70’erne, og var den ledende person i en lang årrække med undervisning og ikke mindst etablering af orkester og et internationalt kendt brassband og flere musicals.

Ulf Nordlund afgik ved døden den 7. maj i år, kort tid før han ville være fyldt 80 år. Efter eget ønske blev han bisat  uden højtidelighed, men ville gerne have en minde-komsammen i Frederiksberg Hospitalskirke – et sted der i de senere år har været rammen for hans Seniororkester.

Ceremonien afholdes søndag den 23. august kl. 13.

Ildsjæl med mange initiativer
Ulf Nordlund vil blive husket for mange initiativer i musiklivet. Han var bl.a. grundlæggeren af Musiktest-metoden og var visionær inden for musikpædagogik. Med flere årtiers erfaring dedikerede han sit liv til at hjælpe børn og unge med at opdage deres musikalske talenter. Han var fra 70’erne en drivkraft bag opstarten af 10 store Harmoni/Bigbands og Brass Bands og har gjort en markant forskel i musikmiljøet. Hans metode er den eneste dokumenterede tilgang, der kan opbygge skoleorkestre på kort tid og fremme glæden ved musik i hele landet.

Han elskede den klassiske musik, underholdningen og jazzen, og han levede sit liv med hjertet åbent for det, der kunne bevæge og forbinde os.

m-

Del med:
© 2026 LokaMedia