ARRANGEMENT: – Vi prøver noget nyt i år. Vi flytter dagen til om lørdagen. Men programmet er stadig fyldt med familievenlige aktiviteter, fortæller Leder af Quark Naturcenter Daniel Dam
Det sker på lørdag den 13. juni kl. 10-13 på Quark Naturcenter, Avedøre Tværvej 56, hvor Quark og deres samarbejdspartnere har sørget for spændende aktiviteter for store og små.
Hvidovrespejderne sørger for bål og snobrød ved shelterpladsen. Biavlerne viser hvordan man slynger honning. Hvidovre ko- og fåregræsser forening af 2000 vil omkring kl. 10.30 fremvise klipning af får og fremvise den nyklippede uld.
Quarks medarbejdere giver børn og voksne mulighed for at indfange og undersøge biodiversiteten i Quarks sø og på græsarealerne.
– I samarbejde med Affald og Genbrug (Vej og Park), har vi i det sidste års tid samarbejdet om at udbrede kendskabet til hvad vi kan spise af ”affald” fra vores haver, f.eks. har vi presset æbler til saft i efteråret, siger Daniel Dam.
Til sommermarkedet tilbyder Quark, at I kan komme helt tæt på jeres fjende nr. 1 i haven: Ukrudt. Kom og vær nysgerrig på Skvalderkål og mælkebøtter m.fl.. Hvordan smager de? Hvilke dyr kan godt lide dem og er helt afhængige af dem?
I kan gå på skattejagt efter planterne og de tilhørende insekter, som lever af dem.
Man kan også gå en tur og kigge efter husdyrene på foldene.
Alt i alt en masse forskellige aktiviteter for hele familien.
Hvidovre ko- og fåregræsser forening sælger også grillpølser og drikkevarer.
Hos Quark er det muligt købe et stykke kage og kaffe.
– Vi håber at se mange på denne dejlige sommer lørdag, slutter Daniel Dam.