NYHEDER: Hvidovre har med det seneste folketingsvalg fået to lokalt opstillede og lokalt bosatte repræsentanter i Folketinget.
Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti er tilbage i Folketinget efter partiets fremgang, hvor han fik 750 personlige stemmer. Samtidig er Sofie F. Villadsen fra Socialistisk Folkeparti for første gang valgt ind med 3.349 personlige stemmer.
Vi har stillet det nye folketingsmedlem, Sofie F. Villadsen, en række spørgsmål om valget, arbejdet på Christiansborg og hvad det betyder for Hvidovre.
Hvad betyder det for dig personligt at være blevet valgt ind i Folketinget?
– Personligt er det en stor drøm, der går i opfyldelse. Jeg har være politisk aktiv de sidste 10 år. Først i studenterpolitik og senere i SF. Jeg er så taknemmelig og ydmyg over den opbakning, jeg har fået, og jeg glæder mig til at omsætte den opbakning til en masse politik.
Hvad vil du især arbejde for i Folketinget i denne valgperiode?
– Jeg kommer til at fortsætte min kamp for vores fælles velfærd, for det gode børneliv, for skole og uddannelse, for de ansatte i velfærden, for klimaet og meget andet. Jeg er gået til valg på at være en stemme for nogen af alle dem i vores samfund, der ikke selv har en stemme. Og dem vil jeg gøre alt for at repræsentere. Jeg ved endnu ikke, hvilke områder, jeg kommer til at sidde med, men jeg ved, at jeg bliver en del af en fantastisk gruppe i SF, som alle har de samme visioner for vores samfund.
Hvad vil du konkret gøre for Hvidovre?
– Under valgkampen har jeg haft den store fornøjelse at være i kontakt med rigtig mange borgere fra Hvidovre. De mange samtaler om støj, bolig, pædagogmangel mm., er selvfølgelig noget jeg tager med mig ind i arbejdet. Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over de mange personlige stemmer, jeg har fået i Hvidovre, og jeg vil gøre mit bedste for at omsætte de stemmer til politik, der også kan mærkes i Hvidovre. Derudover vil jeg gå i fortsat dialog med borgere, foreninger, virksomheder og partier i kommunalbestyrelsen i Hvidovre. Jeg håber at kunne være synlig, og man må endelig ikke holde sig tilbage med at række ud.
Hvad bliver den største forskel på dit liv nu, hvor du er kommet i Folketinget?
– Den største forskel bliver nok, at min fritidsinteresse bliver mit arbejde. I mange år har jeg ”gået til politik” om aftenen, og nu bliver det min hverdag, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. Derudover får jeg en hverdag i en vild og historisk bygning, som Christiansborg er.

Hvad glæder du dig mest til i det nye arbejde?
– Jeg glæder mig mest til at være repræsentant for vores demokrati. Til at varetage en vigtig funktion i vores samfund sammen med en masse nye kollegaer både fra SF men også de andre partier. Nu har jeg allerede haft fornøjelsen af at være i valgkamp med kandidater fra de andre partier, hvor flere er blevet valgt ind, og jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet på Borgen og ikke mindst med Mikkel Dencker fra DF, som også er valgt i Hvidovre. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at kunne lave en masse god politik til gavn for vores børn, vores velfærd og klimaet.
Hvad tror du var grunden til, at du fik så mange personlige stemmer?
– Jeg tror, jeg har ramt nerven i, hvad mange gerne vil for vores samfund. Mange på tværs af generationer ønsker et godt børneliv for vores børn. Mange unge er optaget af uddannelse, boligpriser og klimaet. Jeg håber også, at mange kan spejle sig i mig som mor. Og at mange kan mærke, at jeg oprigtigt mener de ting, jeg siger. Jeg har mødt så mange søde mennesker, de sidste par uger, som tilkendegiver, at de har sat deres kryds, fordi de kan se sig selv afspejlet i mig som person og i den politik, jeg kæmper for.
– Jeg vil gerne sende en kæmpe tak ud til borgerne i Hvidovre. Både dem, der har stemt på mig, men også alle dem, der er stoppet op på gaden, har ønsket os en god valgkamp, givet et like på sociale medier og bidraget til god stemning i valgkampen. Det betyder vildt meget for os kandidater og gør, at man har lyst til at stille sig til rådighed for vores demokrati, slutter Sofie F. Villadsen.