NYHEDER: Larven blev onsdag fundet på Amager, og har skabt problemer i bl.a. Odense. Hvidovre Kommunes Park og Natur har øget opmærksomheden på larven for at udskyde tidspunktet for, hvornår den dukker op i Hvidovre og for at kunne sætte ind, hvis det sker, skriver kommunen på deres hjemmeside.
Hvidovre Kommune opfordrer borgerne til at være opmærksomme på egetræer i perioden fra maj til juli og at give kommunen et praj med Giv et praj-appen, hvis man ser noget, der kan minde om egeprocessionsspinder på kommunens træer.
Finder man egetræslarven på træer i sin egen have, så må man gerne give kommunen et praj. Det er op til den enkelte selv at tage hånd om larven. Kommunen vil dog anbefale, at man søger hjælp hos en professionel skadedyrsbekæmper.
Forskellige tiltag
Kommunens Park og Naturafdeling har siden sidste år bevidst plantet flere forskellige træsorter. Det er en strategi, der del styrker biodiversiteten, men som samtidig kan hæmme udbredelsen af egeprocessionsspinderen.
De nye egetræer kommunen planter, vil blive set efter for larver i juni måned, og generelt vil Park og Natur have mere opmærksomhed på egetræer fra maj til juli måned.
Den leverandør kommunen får sine nye træer fra, har for at forebygge et eventuelt larveangreb på planteskolen, sprøjtet alle egetræer med et biologisk middel, der får larverne til at dø, når de æder blade med midlet.
Fakta
Egeprocessionsspinderen lever og lægger æg på egetræer.
I larvestadierne fra maj til juli kan larvens mikroskopiske brandhår give mennesker og dyr problemer.
Rederne vil ofte være placeret på egetræets stamme eller på kraftige grene. Man kan se larverne vandre op ad træet for at spise bladene.
Man skal undgå at røre ved rederne eller larverne, da det kan give kløe og allergiske reaktioner.
Der kan på jorden eller i beplantningen under egetræet være brandhår, der kan bevare deres helbredsskadelige virkning i flere år.
Hvis man har været i kontakt med larven og oplever hudirritation eller åndedrætsbesvær, skal man søge læge.
Hvis du ser en egetræslarve i et kommunens træer, så giv os gerne et praj