.

Hvidovre hædres som Sjællands mester i erhvervsvenlighed

36 pladser frem på DI’s liste i erhvervsvenlighed – Borgmesteren modtager i morgen diplom og blomster som anerkendelse
Avedøre Holme står som konkret eksempel for at tiltrække virksomheder.

NYHEDER: Med en historisk fremgang på 36 pladser siden 2017 er Hvidovre Kommune nu Sjællands ubestridte mester i erhvervsvenlighed. I morgen onsdag den 16. september kl. 14.15 modtager borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen diplom og blomster fra DI Hovedstaden som anerkendelse af det lange, seje træk, der har bragt kommunen op på en 19. plads i årets undersøgelse – det bedste resultat siden målingerne startede i 2010.

Overrækkelsen finder sted under mødet i Hvidovre Erhvervskontaktudvalg på Scandic Hvidovre.

Fra nr. 55 til nr. 19

I 2017 lå Hvidovre som nr. 55 på DI’s rangliste over lokal erhvervsvenlighed. Ti år senere – og efter tre år i træk med fremgang (fra nr. 61 i 2023 til nr. 19 i 2026) – står kommunen som et foregangseksempel på, hvordan systematisk arbejde med dialog, målrettede forbedringer og stærkere rammer for virksomhederne kan løfte en hel kommune.

– Hvidovre er fortjent sjællandsk mester i fremgang. Kommunen har ikke fundet en hurtig genvej, men har leveret det lange, seje træk. År efter år har man lyttet til virksomhederne, fulgt op og forbedret forholdene. Det er netop den vedholdende indsats, vi belønner, udtaler Peter Lanng Nielsen, bestyrelsesleder i DI Hovedstaden

Stærk på grøn omstilling og infrastruktur

Hvidovre skiller sig særligt ud inden for infrastruktur og energi, hvor kommunen indtager en 7. plads blandt alle danske kommuner. Virksomhederne roser blandt andet:

Høj udbredelse af fjernvarme og varmepumper i erhvervsområderne.

Stort udbud af kollektiv trafik.

Vedvarende energi, der dækker et højt energiforbrug.

Klimavenlig virksomhedsdrift, hvor Hvidovre ligger som nr. 9 i 2026.

Avedøre Holme står som et konkret eksempel på, hvordan en tydelig ambition for et erhvervsområde kan tiltrække investeringer, fastholde virksomheder og skabe arbejdspladser.

– Det flotte resultat er ikke en tilfældighed. Hvidovre har investeret i infrastruktur, grøn omstilling og udvikling af sine erhvervsområder. Det giver virksomhederne bedre muligheder for at investere, vokse og skabe arbejdspladser – og det styrker hele kommunen, siger Peter Lanng Nielsen

Nøglen til succes

Virksomhedernes samlede tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed er steget fra 3,59 i 2017 til 3,68 i 2026 – og ligger dermed over landsgennemsnittet (3,59). Især dialogen mellem kommune og erhvervsliv fremhæves som en afgørende faktor.

– Når en kommune lytter oprigtigt til virksomhederne og omsætter dialogen til handling, kan det mærkes. Hvidovres mangeårige fremgang viser, at systematisk erhvervspolitik virker. Nu gælder det om at holde fast, for erhvervsvenlighed er ikke et projekt med en slutdato, siger Peter Lanng Nielsen

Del med: