.

Hvidovre forlænger Velfærdsalliancen til 2031

Fodbold for alle: Flere piger, kvinder og børn med særlige behov er kommet på banen – nu skal endnu flere med i fællesskabet
(Foto: Klaus Sletting og DBU)

FODBOLD: Sidste onsdag blev der skabt historisk fællesskab på Avedøre Stadion. Her underskrev Hvidovre Kommune, DBU, DBU København og DBU Sjælland en ny femårig Velfærdsalliance, der skal sikre, at endnu flere børn, unge og voksne i kommunen får mulighed for at blive en del af fodboldens fællesskaber. Underskrivelsen fandt sted i forbindelse med præmieoverrækkelsen til SkoleCup, hvor alle 5. klasser i Hvidovre var samlet til en dag med fælles fodboldturnering.

Siden den første Velfærds­alliance blev indgået i 2021, har samarbejdet allerede bragt markante resultater. Antallet af piger og kvinder i de lokale fodboldklubber er steget med over 60 procent, og der er etableret et socialt motionsfællesskab for mænd over 60 år. Nu fortsætter arbejdet frem til 2031 med fokus på at udvikle foreningslivet og invitere endnu flere borgere ind i fodboldens verden.

Fodbold som samfundsbygger

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mikkel Dencker, understreger, at den nye aftale bygger videre på de lokale tilbud, der allerede har skabt resultater:

– I Hvidovre har vi mange frivillige, som hver uge skaber stærke fællesskaber for børn, unge og voksne i vores fodboldklubber. Med Velfærdsalliancen bygger vi videre på lokale tilbud som Hvidovre SkoleCup, fodbold for børn med særlige behov og fodboldfællesskaber for ældre. Den nye aftale giver os samtidig mulighed for at fortsætte og udvikle det vigtige samarbejde på tværs af foreningerne. Jeg er derfor sikker på, at vi i de kommende fem år kommer til at give endnu flere i Hvidovre mulighed for at blive en del af fodboldens favnende fællesskaber.

Borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen ser Velfærdsalliancen som et vigtigt supplement til kommunens langsigtede planer for idrætten:

– I Hvidovre har idrætten altid været en vigtig del af byens identitet og af de fællesskaber, der binder os sammen. Velfærdsalliancen spiller derfor rigtig godt sammen med både Hvidovrestrategien og vores Idrætsvision. Aftalen giver os mulighed for fortsat at udvikle og tilføje nye idrætsaktiviteter i byen samtidig med, at vi er i gang med at finde byggestenene til de faciliteter, der skal danne rammen om fremtidens idrætsliv i Hvidovre.

Konkrete indsatser og nye mål

Den nye aftale indeholder en række konkrete initiativer, der skal sikre, at fodbolden fortsat er for alle:

SkoleCup for 5. klasser fortsætter årligt, så alle børn i kommunen får mulighed for at prøve kræfter med fodbold i et fællesskab.

Fodbold for børn med særlige behov fortsætter, så alle børn uanset forudsætninger kan være med.

Get Movin’ og andre indsatser for pige- og kvindefodbold skal styrkes gennem træneruddannelse, rollemodeller og samarbejde med skoler og SFO’er.

Lokalt fodboldnetværk skal styrke dialogen og samarbejdet mellem klubberne og kommunen via temamøder, workshops og faglige oplæg.

Mindst to ungdomslandskampe skal afholdes i Hvidovre i aftaleperioden.

Jesper Møller, formand for DBU, glæder sig over fortsættelsen:
– Vi har allerede set gode resultater af velfærdsalliancen. Det skyldes ikke mindst de lokale klubber og de mange frivillige, der hver dag skaber stærke fodboldfællesskaber i Hvidovre Kommune. Derfor glæder vi os til at fortsætte samarbejdet og give endnu flere mulighed for at blive en del af fodbolden.

Fremtidens idrætsliv

Flemming Jensen, formand for DBU København, fremhæver vigtigheden af det lokale samarbejde:

– Vi kan se, at det gør en positiv forskel, at der er et godt samarbejde mellem kommunen og et netværk på tværs af klubberne. Her kan der virkelig blive sat strøm til nogle beslutninger, der kommer medlemmerne til gode.
Jakob Koed, formand for DBU Sjælland, understreger, at der fortsat vil være særligt fokus på at få flere piger og kvinder med i fodbolden:

– Nu bygger vi videre på de forskellige tiltag, der skal få flere piger ind i fodboldens verden. Det sker blandt andet gennem uddannelse af trænere, brug af lokale rollemodeller, samarbejde med skoler og SFO’er samt rådgivning omkring Get Movin’ og øvrige indsatser rettet mod piger og kvinder.

red

Del med: