NYHEDER: Syv ud af otte partier i Hvidovre Kommunalbestyrelsen (SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Hvidovrelisten, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Enhedslisten) indgik mandag aften en bred aftale om kommunens budget for 2027-2030. Kun Socialdemokratiet står udenfor.
Aftalen bygger videre på de seneste års budgetter og Hvidovrestrategien med fokus på langsigtede investeringer, effektiviseringer og øgede indtægter for at fastholde og styrke velfærden – særligt for børn, unge og ældre – samt sikre økonomisk balance.
Nye initiativer
Budgetaftalen prioriterer bl.a.:
Deltidspasning i dagtilbud
Tryg skolestart uden SFO som optakt
Bedre rammer for studerende i kommunale dagtilbud
Hvidovre Familiehus som permanent tilbud
ECHO – musik- og kulturtilbud til unge (14-24 år)
Bedre mad til ældre på plejehjem og via madservice (højere kvalitet, kød hver dag, udfasning af turbokyllinger)
Analyse af behovet for flere plejehjemspladser, herunder utraditionelle løsninger
Styrket jobcenterindsats (integration, ledige, sygemeldte, virksomhedssamarbejde)
Vedligeholdelse af veje, cykelstier og fortove
Genplantning af træer på Svendebjergvej, ny fortovsbelægning og asfalt
Sikre skoleveje og veje til daginstitutioner
Renovering af svømmehallen i Frihedens Idrætscenter
Forlænget samarbejde med Frivillighedscenter Hvidovre frem til 2030
Derudover skal byudvikling sættes i higher gear for at tiltrække flere borgere og skatteindtægter, og der undersøges behovet for ekstra ressourcer til trafik, plan- og byggesagsbehandling.
Partiernes udtalelser
Marie-Louise Jørgensen, Socialistisk Folkeparti: – For os i SF har det været vigtigt, at aftalen har holdt Hvidovre på rette kurs mod en grønnere og mere socialt retfærdig fremtid. Vores fokus har været styrket velfærd, trivsel og tryghed i Hvidovre – ikke mindst for vores børn, unge og ældre. Vi har blandt andet sikret uddannelsesstillinger på dagtilbudsområdet og bedre mad i ældreplejen, og det er vi stolte af. SF har igen gjort en positiv forskel i hverdagen for både borgere og ansatte i Hvidovre Kommune!
Søren Friis Trebbien, Det Konservative Folkeparti: – Vi i Det Konservative Folkeparti tager gerne ansvar, derfor er vi igen i år en del af budgetaftalen. Vi havde gerne ønsket en strammere økonomisk styring, så besparelser i 2029 og 2030 kunne undgås. Vi glæder os over, at aftaleparterne forpligter hinanden, og at vi med denne aftale finansierer overforbrug inden for budgetrammen. Vi er ydermere glade for, at vi konkret har fået udvidet flere åbningsdage for hovedbiblioteket, at vi har fået indført deltidspasning i daginstitutionerne og sikret kød og bedre mad til de ældre.
Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti: – Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at lande en bred budgetaftale, hvor vi både tager ansvar for kommunens økonomi og samtidig prioriterer den velfærd, der betyder noget i hverdagen. For Dansk Folkeparti er det særligt vigtigt, at vi holder fast i målet om 75 nye plejeboliger frem mod 2035 og sikrer realistiske budgetter på vores plejehjem. Og så glæder det mig, at vi tager et konkret skridt for at give vores ældre bedre mad, med mulighed for kød hver dag og en udfasning af turbokyllinger. Det handler grundlæggende om værdighed, tryghed og ordentlige forhold for vores ældre.
Finn Blohm, Hvidovrelisten: – Hvidovrelisten er som udgangspunkt tilfreds med budgetaftalen 2027. Vi er tilfredse med, at 7 ud af 8 partier og lister sammen tager ansvar for fremtidens økonomi i Hvidovre Kommune, og at vi i fællesskab de kommende år har fokus på effektiviseringer og eventuelle besparelser for at holde det serviceniveau, som vi gerne vil stå på mål for.
Hvidovrelisten vil gerne fremhæve følgende områder:
Vigtige skridt i retning af mere realistiske budgetter på ældreområdet og det specialiserede socialområde.
Fastholdelse af Hvidovre Familiehus som permanent tilbud til familier med udfordringer – det giver kontinuitet og tryghed for børn og familier.
Fastholdelse af Frivilligcenteret, der får mulighed for bedre at planlægge langsigtet og bruge kræfterne på at understøtte og udvikle frivilligheden og fællesskaberne i Hvidovre.
Generel fastholdelse af økonomisk tilskud til foreninger og fællesskaber i Hvidovre.
Øget fokus på sikre skoleveje, cykelstier – herunder flere og bedre lysreguleringer.
Martin Amby, Liberal Alliance: – Hvidovre står over for en økonomisk udfordring, som ikke forsvinder ved at kalde besparelser for effektiviseringer. Derfor er Liberal Alliance tilfredse med, at budgetaftalen åbent anerkender behovet for både flere indtægter, reelle effektiviseringer og – hvis nødvendigt – en politisk prioritering af kommunens serviceniveau. Vi har samtidig sikret investeringer i hurtigere byudvikling, som kan tiltrække nye borgere, styrke skattegrundlaget og skabe fundamentet for fremtidens velfærd. Dertil kommer konkrete liberale aftryk med deltidspladser i dagtilbud, undersøgelse af et friplejehjem, bedre vilkår for erhvervslivet og en mere effektiv beskæftigelsesindsats. Det er ansvarlig politik at investere dér, hvor det skaber varig værdi – og at være ærlig om, at kommunen ikke kan finansiere alle ønsker.
Brian Køster, Radikale Venstre: – Som nyt parti i kommunalbestyrelsen er vi i Radikale Venstre glade for at tage ansvar og være med i en bred budgetaftale hen over midten. Vi er gået konstruktivt ind i forhandlingerne, og det glæder mig, at vi allerede har været med til at sætte et tydeligt grønt aftryk. Med princippet ‘bevar eller forklar’ vil vi passe bedre på Hvidovres grønne kvarterer og i højere grad genbruge og renovere frem for at rive ned og bygge nyt. Samtidig vil vi skabe en nem og sikker forbindelse mellem Hvidovre og Bakkeskoven, så flere børn og familier får adgang til naturen og de rekreative områder. Det er konkrete skridt mod et grønnere Hvidovre, hvor vi både tager ansvar for klimaet, byens særlige karakter og hverdagen for dem, der bor her.
Karin Kofod, Enhedslisten: – Enhedslisten er tilfreds med resultatet af budgetforhandlingerne. Ingen har fået alt, men os, der blev i forhandlingerne, fik også noget. Især er vi glade for, at skolestarten fik et pædagogisk forsvarligt forløb. Vi tænker, at politisk vil et af vores store punkter, kollektiv trafik, blive understøttet fra Christiansborg, før det bliver til et kommunalt projekt.
Budgetaftalen sendes nu i høring, og den endelige vedtagelse forventes på Kommunalbestyrelsens møde tirsdag den 6. oktober. Hele aftalen kan læses på hvidovre.dk.