EFTEROMTALE: Hvordan ser et arbejdsliv egentlig ud?
Det fik Hvidovres unge mange forskellige bud på, da Hvidovre Kommune i tirsdags afholdt messen ”Mød en virksomhed”.
Her mødtes de unge mennesker med en række forskellige fag og virksomheder – og fik et indblik i jobs, uddannelser og veje ind på arbejdsmarkedet.
Der blev snakket, stillet spørgsmål og måske også rykket lidt ved nogle forestillinger om, hvad man kan arbejde med.
Og det er netop pointen med messen. For måske gemmer drømmejobbet sig et sted, man slet ikke havde tænkt på endnu.
En god snak er et godt næste skridt
Borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen lagde vejen forbi messen og opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om, hvad de oplevede undervejs.
– Det handler ikke om, at man skal finde sit drømmejob på en eftermiddag. Det handler om at få øjnene op for mulighederne og måske finde noget, der gør én nysgerrig. En god snak derhjemme om, hvad der lød spændende, eller hvad der overraskede, kan være et rigtig godt næste skridt, siger han.
Borgmesteren åbnede desuden messen med en stor tak til de lokale virksomheder, der stillede op og fortalte om deres fag og faglighed.
– Tak fordi I bruger tid på at vise Hvidovres unge, hvad I laver og give dem et indblik i, hvad der venter, når skolen slutter. Tak for at give de unge noget at blive nysgerrige på – og måske også noget at drømme om. For de behøver ikke vide i dag, hvad de skal være. De skal bare opdage, at fremtiden er fuld af muligheder – og at nogle af dem findes lige her i Hvidovre, sagde han.
Følges op af uddannelsesaften
Messen ’Mød en virksomhed’ gav et kig ind i job- og arbejdslivet. Næste skridt er at blive klogere på de uddannelser, der kan føre dertil.
Derfor inviterer Hvidovre Kommune også til Uddannelsesaften for elever og forældre i 8.-10. klasse torsdag den 22. oktober på TEC i Hvidovre.
Her kan elever og forældre møde undervisere, vejledere og elever fra en lang række uddannelsesinstitutioner og få mere viden og inspiration til de kommende uddannelsesvalg.
Man kan læse mere om Uddannelsesaftenen på hvidovre.dk