NYHEDER: Det, der skulle have været en nødvendig og velplanlagt renovering af klimaskærmen i Rebæk Søpark, blok 6 og 7, er i stedet blevet til en kilde til frustration, usikkerhed og bekymring blandt beboerne.
Arbejdet, der ifølge den oprindelige tidsplan skal være afsluttet i uge 50 i år, er allerede nu forsinket, og beboerne oplever en række problemer, der gør, at de stiller spørgsmålstegn ved både kvaliteten og sikkerheden af det udførte arbejde.
Hvad er en klimaskærm – og er den færdig?
En klimaskærm er bygningens ydre skal, der skal beskytte mod regn, vind, frost og kulde for at holde på varmen. I Rebæk Søpark omfatter renoveringen blandt andet tag, ydervægge, døre og fundament. Men ifølge bekymrede beboere er der flere ting, der ikke stemmer overens med det, der blev lovet i udbudsmaterialet.
– I udbudsmaterialet stod der, at der skulle udskiftes et stort antal murbindere, og at alle bakkemørtelfuger skulle fræses ud og fuget med kalkmørtel. Men i stedet er der lagt ny tagbeklædning, nyt tagpap og ny spærtræsopbygning – og det ser ud til, at det ikke er sat ordentligt fast i betondækket. Hvad sker der, når den næste storm kommer? spørger en beboer, der ikke ønsker at stå frem med navn.
Skimmelsvamp ignoreres – er det en halv klimaskærm?
Et af de største bekymringspunkter er, at alle mellemfag ved vinduerne er vurderet til at indeholde skimmelsvamp. Ifølge beboerne er dette problem dog ikke en del af den aktuelle renovering, på trods af at det er et centralt element i bygningens klimaskærm
– Hvis man ikke udbedrer skimmelsvampen, som er konstateret i væggene ved vinduerne, er det da overhovedet en fuld klimaskærm, man renoverer? Eller er det bare en halv løsning? lyder spørgsmålet fra flere beboere.
Rod, støv og manglende afdækning
Byggepladsen opleves som rodet, og afdækningen er ifølge beboerne sporadisk og mangelfuld. Et kalkmørtelværk har stået på græsset siden foråret, og græsset er nu ødelagt.
– Græsset kommer aldrig igen – kalken har ødelagt det, fortæller en beboer.
Derudover har der været problemer med afdækningen under arbejdet. Mens det første stillads ved blok 7 var godt afdækket, er afdækningen ved blok 6 ikke tilstrækkelig. Store klumper falder ned, og beboerne frygter, at biler og andre ejendele kan blive beskadiget.
– Man kunne godt forestille sig, at Arbejdstilsynet burde komme forbi og tjekke, om alt er i orden, siger en beboer.
Forsinkelser og manglende kommunikation
Arbejdet, der ifølge tidsplanen skal være færdigt i uge 50, er allerede nu forsinket. Beboerne oplever, at tidsplanen konstant overskrides, og at der er manglende kommunikation om, hvornår de enkelte etaper bliver færdige.
– Vi har fået at vide, at arbejdet opdeles i etaper, men det er svært at få et klart billede af, hvornår vores blok bliver færdig. Og så er der jo også spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet overhovedet bliver udført ordentligt, siger en beboer.
Ejerforeningen og entreprenøren, Slotsbjergby Byggeentreprise A/S, opfordrer beboerne til at følge med på projektplatformen, hvor de kan finde opdaterede informationer om tidsplanen, kontaktoplysninger og status på arbejdet. Beboerne opfordres også til at indsende eventuelle bemærkninger eller spørgsmål via platformen.
– Vi bestræber os på at genere beboerne mindst muligt og forsøger at være hurtigst muligt forbi jeres lejligheder, lyder det fra entreprenøren i en af de seneste orienteringer.

På blok 6 er der andre arbejdsplatforme end på blok 7 og det bekymrer beboerne.
Beboernes ønske: Klarhed og kvalitet
Beboerne i Rebæk Søpark ønsker sig først og fremmest klarhed over, hvornår arbejdet bliver færdigt, og om det udførte arbejde lever op til de lovede standarder. De ønsker også, at problemerne med skimmelsvamp og manglende afdækning bliver taget alvorligt.
– Vi forstår godt, at der kan opstå uforudsete ting i byggeprojekter. Men vi forventer, at arbejdet bliver udført ordentligt, og at vores bekymringer bliver taget alvorligt, siger en beboer.
Arbejdet på blok 7 er ved at være afsluttet, og på blok 6 er der skiftet fra arbejdsplatforme til stillads, med opstart i uge 32.
red