.

– Det er ganske enkelt ikke godt nok..

Socialdemokratiet er ikke med i budgetaftale for Hvidovre
Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen.

NYHEDER: Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen er ikke med i den netop indgåede budgetaftale for 2027.

– Aftalen indeholder gode initiativer, som vi bakker op om, men mangler konkrete løsninger på kommunens største udfordringer og en sikker vej til økonomisk balance, lyder det fra socialdemokratiet.

– Vi har arbejdet for at nå en aftale, og generelt har der været et godt forhandlingsklima. Ved førstebehandlingen meldte vi tre afgørende prioriteringer ud: Velfærden skal sikres gennem kloge investeringer, plejeboligerne skal konkretiseres, og kommunens penge og arealer skal prioriteres skarpt. Men flertallet ville ikke forpligte sig yderligere de nødvendige plejeboliger, en skarpere prioritering og der venter nu en stor ubeskrevet regning i 2029 og 2030, udtaler gruppeformand Anders Liltorp.

– Ingen realistisk vej til 75 ekstra plejeboliger

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at Hvidovre skal have 75 ekstra plejeboliger frem mod 2035.

– Budgetaftalen indeholder fortsat ingen konkrete beslutninger om placering, finansiering og byggeri, som gør målet realistisk. Det er fint, at der bliver lavet en analyse og nedsat en følgegruppe, men det er utopi at tro, at det i sig selv skaber plejeboliger til tiden. Det blev allerede aftalt for et år siden, at plejeboligerne skulle konkretiseres, men det er ikke sket, lyder udmeldingen fra den socialdemokratiske gruppe,
– Det er ganske enkelt ikke godt nok. Konsekvensen af for få plejeboliger bliver en strengere visitation, hvor ældre skal være endnu dårligere, før de kan få en bolig. Hvordan man kan sige, at ældre er vigtige, og samtidig binde over 140 millioner kroner i en Idrætsvision uden en konkret plan for plejeboligerne, er for os en gåde. Det strider mod vores socialdemokratiske værdier og vores ønske om, at ældre behandles med værdighed og respekt, forklarer Anders Liltorp.

– Vi vil sikre økonomisk balance

Ifølge socialdemokratiet forudsætter budgetaftalen endnu ikke konkretiserede indtægter, besparelser eller effektiviseringer for rigtig mange millioner kroner i både 2029 og 2030. Aftaleparternes egne udtalelser viser også, at der fortsat kan komme besparelser. Det er denne kommunalbestyrelses ansvar at anvise, hvor pengene skal findes – ikke blot at sende regningen videre til borgere, medarbejdere og ledere.

– Samtidig bliver konsekvenserne af fortidens beslutninger nu meget tydelige. Hvidovre betaler den fulde regning for den skattenedsættelse fra 25,5 til 25,4 procent, som et flertal gennemførte i sidste valgperiode. Det statslige tilskud er væk, og det betyder nu langt over 10 millioner kroner mindre til velfærd hvert eneste år. Der skulle være truffet beslutninger, som kunne dække hullet, når tilskuddet udløb, men det er ikke sket, lyder det fra gruppen.

 

Idrætten fortjener klogere prioriteringer

Den socialdemokratiske gruppe ønsker gode idrætsfaciliteter og mere idræt for pengene. Det kræver, at der prioriteres mellem anlægsprojekterne og afsættes økonomi til de konkrete forbedringer i DGI’s facilitetsanalyse.

– Hvis der var vilje til at genåbne Idrætsvisionen, ville der være mulighed for at finde både plads og penge til plejeboliger samt økonomi til blandt andet klubfaciliteter til Hvidovre IF og flere kunstgræsbaner over en årrække. Vi har også et bud på en permanent, bæredygtig og økonomisk holdbar løsning for et nyt stadion.

Den socialdemokratiske gruppe vil frem mod budgetvedtagelsen fremlægge deres eget finansierede budgetforslag.

– Vi anerkender de gode initiativer i aftalen og er glade for, at en række socialdemokratiske mærkesager er fastholdt. Men et budget skal vurderes som en helhed. Med vores alternativ vil vi vise, at velfærd og økonomisk ansvarlighed godt kan hænge sammen, og at det kræver mod til at vælge til og fra. Vi vil investere i løsninger, der virker, prioritere skarpt og træffe beslutningerne, før problemerne vokser sig endnu større, siger Anders Liltorp.

Del med: