.
ANNONCE

Nu aktion for bedre parkeringsforhold

Kommunen vil frigive 2 millioner kroner til konkrete projekter allerede i 2026
Avedøre Station er et af de konkrete steder der nu arbejdes på at forbedre, bl.a. et ophør af storvognsparkering.

NYHEDER: Økonomiudvalget har på sit seneste møde den 17. august godkendt frigivelsen af 2 millioner kroner til projektering af fem konkrete parkeringsprojekter i kommunen.

Beslutningen markerer et vigtigt skridt i udmøntningen af den såkaldte Parkeringspulje 2025-2028, hvor kommunen i alt har afsat 15 millioner kroner til forbedring og udvidelse af parkeringsforholdene. Midlerne skal sikre bedre kapacitet, trafiksikkerhed og tryghed for borgere, pendlerne og besøgende i kommunen.

Analyser danner grundlag for handling

ANNONCE

Siden budgetaftalen blev indgået, har kommunen gennemført en række analyser for at kortlægge parkeringsudfordringerne. Undersøgelserne har blandt andet omfattet Avedøre Station, Åmarken Station, daginstitutionerne Tumlehuset og Vildmarken samt mulighederne for stationsnære parkeringshuse. Analyserne viser, at der især er behov for at optimere de eksisterende arealer og skabe bedre overskuelighed – særligt i perioder med høj belægning.

Konkrete projekter på vej

På baggrund af analyserne har Økonomiudvalget nu godkendt, at der igangsættes projektering af følgende initiativer:

Avedøre Station: Omorganisering af terminal- og parkeringsområdet, herunder ophør af storvognsparkering for at øge kapaciteten og forbedre trafiksikkerheden for gående og cyklister. 0,6 mio. kr. er frigivet til projektering.

Avedøre Idrætscenter: Udvidelse af parkeringskapaciteten for at afhjælpe udfordringerne ved større arrangementer. 0,4 mio. kr. er frigivet.
Tumlehuset og Vildmarken: Etablering af en ny parkeringsplads med plads til 19 ekstra biler for at løse kapacitetsudfordringerne i spidsbelastningsperioder. 0,4 mio. kr. er frigivet.

Toft Sørensens Vænge: Udvidelse af det eksisterende parkeringsareal for at imødekomme det høje belægningstryk. 0,4 mio. kr. er frigivet.

Avedøre Tværvej: Udvidelse af parkeringsarealet ved boldbanerne for at afhjælpe parkeringsudfordringerne i forbindelse med aktiviteter. 0,2 mio. kr. er frigivet.

Politisk opbakning og næste skridt

Beslutningen i Økonomiudvalget kommer på baggrund af anbefalinger fra både By- og Planudvalget og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, der begge har godkendt de fremlagte forslag.

Projekteringen forventes at blive igangsat i løbet af 2026, og resultaterne vil danne grundlag for en politisk behandling af de konkrete anlægsprojekter.

Ud over de konkrete projekter forventes der i andet halvår 2026 at blive fremlagt en forsøgsordning med parkeringslicenser i Avedørelejren. Ordningen skal afprøve og evaluere effekten af parkeringsregulering som supplement til de fysiske forbedringer.

Fakta om Parkeringspuljen 2025-2028

Total pulje: 15 mio. kr.
Fordeling: 4 mio. kr. (2025), 7 mio. kr. (2026), 2 mio. kr. (2027 og 2028).
Formål: Forbedring og udvidelse af parkeringsforholdene gennem fysiske projekter og reguleringstiltag.
red

Del med:
ANNONCE
Lokale nyheder fra Hvidovre
Hvidovrevej 109, 2650 Hvidovre
Tlf. 36 49 55 55
© 2026 LokaMedia