.
ANNONCE

Pas på brandmændene – også i Hvidovre

- Tis virker ikke, lyder det fra TrygFondens Kystlivredning, der her kommer med gode råd til hvis man er blevet ”brændt”
Er der livreddere på stranden søg deres hjælp hvis du er blevet ramt af brandmænd

NYHEDER:  Det varme sommervejr fortsætter, og det lokker mange badegæster til stranden. Men med det varme vejr kommer også brandmændene i vandet, og det kan give ubehagelige overraskelser. Selvom Hvidovre Strand ikke har livreddere til stede, er der gode råd til, hvordan du håndterer et møde med en brandmand.

Flere brandmandsbehandlinger på landets strande

TrygFonden Kystlivredning rapporterer om et markant stigning i antallet af førstehjælpsaktioner på grund af brandmænd. I den seneste uge alene har der været 615 førstehjælpsaktioner, herunder mange behandlinger af badegæster, der er blevet ramt af brandmænd. Særligt på de østvendte kyster som Grenaa Sydstrand, Kerteminde Nordstrand, Ishøj Strand og Marielyst Strand har antallet været højt.

– Vores livreddere har behandlet væsentligt flere badegæster end normalt, der er blevet ramt af en brandmand. Det kan gøre rigtig ondt, men heldigvis er det ufarligt for langt de fleste, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Hvad gør du, hvis du bliver ramt?

Da Hvidovre Strand ikke har livreddere, er det vigtigt at vide, hvordan du selv kan håndtere situationen:

– Søg op af vandet – Få dig selv i sikkerhed.
– Skyl med saltvand – Brug havvand til at skylle det ramte område.
– Hold huden varm – Varme kan inaktivere giften og mindske smerten. Varmt vand kan også hjælpe.
– Fjern tentakeltråde forsigtigt – Voksne kan prøve at fjerne trådene med fingrene, da huden på fingrene er tyk nok til at modstå giftblærerne. Vær dog forsigtig, så blærerne ikke går i stykker.
– Brug lokalbedøvende creme – Cremer som Lidocain (håndkøb) kan smøres på det ramte område. Antihistaminer kan lindre kløen.
– Søg lægehjælp – Hvis du oplever vejrtrækningsbesvær, svimmelhed, kramper eller andre alvorlige reaktioner, skal du straks søge hjælp.

Gammelt husråd: Tis virker ikke!

Der har længe været en myte om, at man skal tisse på det sted, man er blevet brændt af en brandmand. Men dette råd frarådes af eksperterne:

– Vi har ikke set nogen videnskabelig dokumentation for, at det virker. Det kan måske have en kortvarig gavnlig effekt, fordi tis er varmt, men ellers er det ikke en rar løsning, forklarer Anders Myrhøj.

red

 

Del med:
© 2026 LokaMedia