.

Madbanken Hvidovre er ikke noget uden fællesskabet

Madbanken er flyttet i nye lokaler i Avedøre kirke

NYHEDER: Madbanken Hvidovre er ikke noget uden alle de mennesker, virksomheder og samarbejdspartnere, der hjælper med at få det hele til at hænge sammen.

– Først og fremmest en kæmpe tak til vores fantastiske frivillige. Det er jer, der henter mad, sorterer, pakker, uddeler, rydder op, smiler og finder løsninger, når hverdagen som frivillig forening viser sig fra sin mest kreative side.

– Vi vil også gerne sige tak til Madbanken Rødovre, som gav os husly, mens vi ledte efter et nyt lokale i Hvidovre. Det betød meget, at vi kunne fortsætte arbejdet i en overgangsperiode, siger formand for Madbanken Hvidovre, Thomas Møller.

– Nu er vi landet i nye rammer, og vi er meget taknemmelige for den store velvilje fra Avedøre Kirke, som har givet os mulighed for at være i deres lokaler. Også en stor tak til kirkens skønne medarbejdere, som har taget imod os med varme og hjælpsomhed.

– Der skal også lyde en stor tak til vores sponsorer. CAMO El-teknik har lavet strøm til køl og frys, Beck & Jørgensen har givet maling til gulvet, og AO Låse & Sikring har skiftet lås og sat nøgleboks op. Boligexperten Administration A/S har valgt at støtte vores drift med et tilskud, og det hjælper os virkelig meget, siger Thomas Møller.

– Og selvfølgelig en kæmpe tak til Føtex og Netto i Hvidovre. Uden den mad, de donerer, var der ganske enkelt ingen Madbanken Hvidovre. Maden bliver til hjælp, glæde og mindre madspild – og det giver mening hele vejen rundt.

Har du lyst til at støtte Madbanken, kan du blive støttemedlem for kun 10 kr. Så er du medlem indtil næste generalforsamling.

Man kan støtte eller blive støttemedlem via MobilePay 104806 eller ved bankoverførsel til: Reg.nr.: 6515 Kontonr.: 5150056359

Husk meget gerne at skrive navn og mail ved overførslen, så vi ved, hvem støtten kommer fra.

– Er du virksomhed, forening eller privatperson og har lyst til at være sponsor, vil det gøre en stor forskel. Man kan støtte med et engangsbeløb eller et fast beløb hver måned, slutter formanden.

Mange bække små gør en stor forskel. I Madbanken Hvidovre bliver den forskel til mad på bordet, mindre madspild og mere fællesskab.

Del med:
© 2026 LokaMedia